25. august 2026

Kort orientering til butikkernes frivillige

Ny markedsføringslov – hvad betyder den for Fair Trade-butikker?

Fra den 27. september 2026 skærpes reglerne for, hvordan Fair Trade-butikker må kommunikere om Fair Trade. Her får butikkernes frivillige en kort orientering om de vigtigste ændringer.
Fair Trade-butikker arbejder efter Fair Trade-principper og er medlem af Fair Trade Danmark.

1. Hvad betyder det for Fair Trade Danmark?

Fair Trade Danmarks logo er et forenings- og medlemslogo.

Det viser, at virksomheden eller butikken er medlem af Fair Trade Danmark og har forpligtet sig til at arbejde efter Fair Trade-principper.

Logoet er ikke en certificering af de enkelte produkter.

Fair Trade Danmarks garantisystem handler om virksomhedens praksis. Det dokumenterer, at virksomheden arbejder efter Fair Trade-principper – ikke at hvert enkelt produkt i butikken er certificeret.

Derfor er hovedreglen:

Logoet skal fortælle noget om virksomheden – ikke få kunden til at tro, at logoet er et mærke på den enkelte vare.

2. Hvordan bruger vi logoet i butikken?

Logoet kan bruges som en del af butikkens identitet – fx:

  • på facaden
  • ved indgangen
  • på hjemmesiden
  • i brochurer og informationsmateriale
  • i kommunikation om butikkens arbejde og medlemskab

Det er en god idé at ledsage logoet af en kort forklaring:

Medlem af Fair Trade Danmark

Vi arbejder efter Fair Trade-principper.

Logoet viser medlemskab af Fair Trade Danmark og er ikke en certificering af de enkelte produkter.

Vær forsigtig med placeringen

Der kan opstå risiko for vildledning, hvis logoet placeres sådan, at kunden kan tro, at varerne i sig selv er Fair Trade-certificerede.

Undgå derfor fx:

  • logoet midt i et butiksvindue med varer bagved
  • logoet direkte ved siden af bestemte produkter
  • logoet på en hylde sammen med en salgsopstilling
  • en placering, hvor logoet visuelt fremstår som et produktmærke

Den enkle tommelfingerregel:

Hvis kunden kan tænke: ”Det logo betyder, at denne vare er Fair Trade-certificeret” – så skal placeringen eller forklaringen ændres.

3. Hvad svarer vi, hvis kunden spørger?

Det er vigtigt, at alle frivillige kan give et enkelt og ensartet svar.

Kunden spørger:

”Er denne vare Fair Trade?”

Hvis varen ikke har et gyldigt produktcertificeringsmærke, kan man fx svare:

”Varen kommer fra en virksomhed, der arbejder efter Fair Trade-principper.”

Hvis kunden spørger:

”Hvordan ved I det?”

kan man svare:

”Virksomheden er medlem af en Fair Trade-organisation, hvor medlemmerne følges op på, om de arbejder efter Fair Trade-principperne.”

Hvis kunden spørger:

”Så er varen Fair Trade-certificeret?”

svarer vi:

”Nej, vi kan ikke sige, at varen er Fair Trade-certificeret. Vi kan sige, at den kommer fra en virksomhed, som har forpligtet sig til at arbejde efter Fair Trade-principper.”

Det er den vigtige forskel.

4. Husk forskellen

Fair Trade Danmarks medlemslogo Produktcertificering
Viser medlemskab Viser, at produktet opfylder bestemte krav
Handler om virksomhedens praksis Handler om det konkrete produkt
Organisationsbaseret Typisk baseret på en certificeringsordning
Ikke en produktcertificering Kan bruges som dokumentation for produktpåstande

Vores budskab

Fair Trade handler om mere end et mærke på en vare.

Vi ønsker at synliggøre virksomheder, der arbejder efter Fair Trade-principper – men vi skal være tydelige om, hvad vi ved, hvad vi kan dokumentere, og hvad logoet betyder.

Kort sagt:

Logo = medlemskab og fælles mission

Ikke = produktmærke

5. Tre sætninger, de frivillige kan huske

Hvis du kun skal huske tre ting:

1. ”Varen kommer fra en virksomhed, der arbejder efter Fair Trade-principper.”

2. ”Virksomheden er medlem af en organisation, hvor medlemmerne følges op på, om de arbejder efter Fair Trade-principperne.”

3. ”Det betyder ikke nødvendigvis, at det enkelte produkt er Fair Trade-certificeret.”

Er du i tvivl?

Hvis du er usikker på, hvordan en vare, et skilt, et logo eller en formulering skal præsenteres, så spørg Fair Trade Danmark, inden materialet bruges.

Målet er ikke at gøre Fair Trade mindre synligt.

Målet er at gøre det tydeligt, hvad Fair Trade betyder.