Præambel
Fair Trade Danmark er en medlemsbaseret bevægelse af virksomheder og mennesker, der arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig (sustainable) global handel. Vi fremmer værdige arbejdsforhold, stærke producentfællesskaber og langsigtede partnerskaber baseret på dialog, åbenhed og respekt.
Vi støtter og udvikler forretningsmodeller for fair handel med marginaliserede producenter i det globale syd og styrker samarbejdet mellem producenter og virksomheder.
Som del af World Fair Trade Organization (WFTO) arbejder vi for at fremme WFTOs 10 Fair Trade-principper. Gennem vores garantisystem verificerer vi, at medlemsvirksomheder arbejder i overensstemmelse med disse principper.
Fair Trade Danmarks ordning er organisationsbaseret og vedrører virksomhedernes samlede praksis og forretningsmodel. Medlemskab og verificering er ikke en certificering af individuelle produkter.
Foreningens navn og logo må derfor ikke anvendes på en måde, der direkte eller indirekte kan opfattes som en certificering, godkendelse eller egenskab ved konkrete produkter.
